Det fremgår af Skatteministeriets hjemmeside, at lovforslaget er tiltænkt at styrke virksomheders retssikkerhed, og at virksomheder i fremtiden skal kunne få beskikket en forsvarer i administrative bødesager på skatteområdet. Derudover vil der også fremover kunne beskikkes en forsvarer i toldsagerne.
Afgrænsningen af, hvorvidt der konkret skal beskikkes en forsvarer efter den nye bestemmelse følger i vidt omfang retsplejelovens § 732, og den hidtidige praksis for fysiske personer påtænkes videreført, således at en evt. bødes størrelse ikke i sig selv taler for beskikkelse.
Der henvises i forarbejderne til en række afgørelser, hvor beskikkelse er blevet afvist af domstolene grundet sagens karakter: SKM2023.542 Ø, SKM2024.74 Ø, SKM2024.416 Ø, U 2023.4829 Ø, TfK2023.506 Ø og U 2024.1205 Ø. Fælles for alle dommene er, at de er afsagt af Østre Landsret.
Der er dog en væsentlig forskel på at sigte en fysisk og juridisk person, idet det f.eks. taler for beskikkelse af en fysisk person, hvis den pågældende ikke er i stand til at kunne forstå sagen, eller i øvrigt håndtere sagen f.eks. på grund af alder eller psykiske handicaps m.v. Det gør sig ikke gældende for juridiske personer.
Det taler også for beskikkelse af fysiske personer, at sagen potentielt set vil have væsentlig betydning for den pågældende f.eks. i forhold til, at den pågældende mister sit job. Det vil ikke direkte kunne gøre sig gældende for en juridisk person, der dog i forbindelse med en sanktion vil kunne miste autorisation eller mulighed for samarbejde med offentlige myndigheder m.v., således at de samme momenter gør sig gældende.
Det fremgår også af lovforslaget, at forsvarerens salærredegørelse fremover skal forbi Skattestyrelsen, der sørger for at den videreformidles til retten med Skattestyrelsens bemærkninger. Det skyldes i følge forarbejderne, at der har været en række tilfælde, hvor Skattestyrelsen ikke er blevet hørt forinden retten har fastsat salæret, hvorefter Skattestyrelsen har kæret rettens afgørelse, hvilket fremover bliver vanskeligere da grænsen for at kære salærfastsættelsen øges til 50.000 kr.
Se lovforslaget her: L 31 – 2024-25 (oversigt): Forslag til lov om forsvarerbistand og aktindsigt i administrative straffesager på skatteområdet (skattestraffesagsloven). / Folketinget (ft.dk)
se Skatteministeriets pressemeddelelse her: Skatteministeren styrker virksomheders retssikkerhed i skattesager Skatteministeriet (skm.dk)