Indenfor Skattestrafferetten er der hjemmel til at straffe såvel juridiske personer (aktieselskaber, anpartsselskaber, fonde, foreninger m.v.), som fysiske personer. Der er således en lang række ansvarssubjekter. Det er særligt væsentligt for rådgivere at være opmærksom på, at hovedmanden indenfor skattestrafferetten er den, der angiver, hvilket altså også vil kunne være revisorer eller advokater, hvis de har påtaget sig denne opgave.
Der er endvidere hjemmel til at straffe for medvirken til skattesvig, som ved medvirken til alle andre forbrydelser. Dette gælder, uanset hovedmanden er i god tro, og uanset om der rejses sag imod hovedmanden.
Sådanne sager kan opstå f.eks. hvor en virksomhed følger sin revisors råd om, at en ydelse ikke er momspligtig eller afgiftspligtig i Danmark, uanset dette måtte vise sig at være tilfældet.
Der ses dog i praksis en vis tilbageholdenhed med at rejse tiltale for medvirken, hvilket muligt kan henføres til, at det kan være vanskeligt at bevise medvirken i skattestraffesager, idet den medvirkendes forsæt/grove uagtsomhed skal dække alle elementer af gerningsindholdet i den bestemmelse, der medvirkes til overtrædelse af.
I skattestraffesagerne kan være vanskeligt at bevise præcist, hvilken unddragelse der skulle være medvirket til. Dette gælder særligt, hvis unddragelserne er begået igennem selskaber, hvor der kan ske unddragelse såvel med selskabsskatter, men også med udbyttebeskatning.
De tilfælde, hvor der derimod straffes for medvirken vil herefter typisk kunne være de tilfælde, hvor den medvirkende direkte tilskynder til strafbare forhold. Det kan eksempelvis være en kreditor, der tilskynder debitor til at angive for lav salgsmoms herunder anvende falske købsfakturaer for at sikre likviditet til at betale kreditoren.
Det ses også, dog heldigvis sjældent, at det er rådgivere, der laver tilskynder til de strafbare forhold, og endog konstruere den model, der anvendes f.eks. i forbindelse med falske og fiktive fakturaer, hvidvask, uberettigede afskrivninger m.v.
Det er klart, at der i sådanne tilfælde sker domfældelse, men rådgivere skal være opmærksomme på, særligt, hvis der er en autoriseret rådgiver f.eks. advokater og revisorer, at der gælder en streng ansvarsnorm, og der er derfor også krav om, at rådgiveren forholder sig kritisk til modtaget materiale, og forholder kunden dette, og endelig at rådgiveren ud fra sit kendskab til virksomheden forholder sig til det materiale, han modtager.
Derudover skal rådgiver være opmærksom på at skatteunddragelse begrebsmæssigt er omfattet af hvidvakslovens kriminalitetsformer, og der er ingen tvivl om, at den rådgiver, der i forbindelse med sit klientforhold ikke har sikret sig, at han overholder hvidvasklovens bestemmelser om indberetning af mistænkelige transaktioner og ej heller har styr på ”kend din kunde” risikerer en sag. Det samme gælder overtrædelse af revisorlovens § 22, eller medvirken til omgåelse af konkurskarantæne ved anvendelse af stråmænd.
Ansvarssubjektet i praksis er dog ejere af personligt ejede virksomheder og hovedaktionærer, idet det også følger af praksis, at ansatte direktører og ledere er omfattet af en streng ansvarsnorm.
I de talrige sager, hvor unddragelserne er sket selskaber, vil selskabet sjældent blive tiltalt, hvilket direktøren og aktionæren derimod bliver. Dette skyldes, at aktionærer ellers ville kunne afvaske en potentiel fængselsstraf ved, at kriminaliteten begås igennem kapitalselskaber, der af gode grunde ikke kan idømmes fængselsstraf.
Principielt kan bestyrelsen også straffes, dette sker ikke ofte, men det er oplagt, at bestyrelsen ifalder ansvar, såfremt bestyrelsen er bekendt med strafbare forhold, og ikke foranlediger disse bragt til ophør. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis bestyrelsen er bekendt med, at virksomheden ikke indeholder og angiver skat, eller driver uregistreret virksomhed.
Rådgivere
I forbindelse med vurderingen af rådgiveres strafansvar vil rådgivers professionelle baggrund indgå som, et skærpende moment, kombineret med kompleksiteten af det skatteretlige område, der rådgives indenfor. Det taler således for grov uagtsomhed, hvis overtrædelsen relaterer sig til simplere og ofte anvendte retsregler, som f.eks. beskatning af fri bil, ejendomsavance m.v.
Det er dog væsentligt at sondre mellem egentlig rådgivning omkring tilrettelæggelse og gennemførelse af skatteretlige dispositioner, uanset dette medfører unddragelser, fordi rådgivningen er forkert, og de situationer, hvor rådgiveren bistår med angivelser af skat, moms m.v., hvor praksis er strengere, og der er ingen tvivl om, at der gælder et skærpet uagtsomhedsansvar for rådgivere i forbindelse med fejlagtige beregninger og angivelser.
Et eksempel herpå er en byretsdom af 5. januar 2022, offentliggjort som SKM 2022.456.ØLD, hvor en advokat ifaldt en bøde på 10.000 kr., idet han som bobestyrer havde afgivet urigtige oplysninger til brug for skatteberegningen, da en aktieavance på 908.185 kr. ikke blev medtaget i boets selvangivelse, hvorved der blev unddraget 238.395 kr. i skat.
Byretten lagde bl.a. vægt på, at advokaten, der forestod behandlingen af boet i medfør af sit professionelle erhverv som advokat burde have undersøgt reglerne på området, inden han indgav boets selvangivelse. Ved strafudmålingen lagde retten vægt på praksis, når en rådgiver har handlet groft uagtsomt, beløbets størrelse, at advokaten ikke opnåede egen vinding, og at beløbet efterfølgende var blevet betalt til det offentlige.
Har rådgiveren begået væsentlige fejl vil dette kunne medføre, at der ikke er grundlag for at rejse en sag imod klienten. Dette var f.eks. tilfældet i SKM 2014.405.BR, hvor en hovedaktionær blev frifundet for manglende angivelse af fri bil, medens den revisionsvirksomhed, der havde udarbejdet selvangivelsen blev idømt en bøde på 5.000 kr.
Sagen er i øvrigt interessant, idet den alene angik 2007, selvom det fremgår af sagen, at de fuldstændig samme forhold gjorde sig gældende for 2005 og 2006, som var anset for forældet, og dermed var unddragelsen ikke anset som en løbende forbrydelse, selvom den for alle årene vedrørte det samme. Dernæst er sagen interessant derved, at det fremgår af en vidneforklaring fra en medarbejder i Skattestyrelsen, at Skattestyrelsen oprindeligt havde tilbudt klienten, at sagen kunne afsluttes med en bøde på 80.000 kr., men påstanden for anklagemyndigheden i sagen var desuagtet en påstand om en bøde på 200.000 kr. Det er meget usædvanligt.
Der kan yderligere henvises til SKM 2011.526.BR, hvor et revisionsselskab blev pålagt en bøde på 10.000 kr.
Faktum i sagen var, at en ansat revisor i revisionsselskabet havde udarbejdet en ukorrekt avanceopgørelse ved en kundes salg af et landbrug. Fejlen bestod i, at der fejlagtigt var opgjort et tab på 508.654 kr. i stedet for en avance på 1.065.013 kr.
Byretten fandt, henset til revisorens uddannelsesmæssige baggrund og deres sagkundskab på regnskabsområdet, at der generelt måtte stilles høje krav til revisorernes påpasselighed ved deres udarbejdelse af regnskaber og selvangivelser.
Retten fandt videre af revisoren havde handlet groft uagtsomt, henset til karakteren af den af revisor begåede beregningsfejl, samt navnlig henset til den væsentlige ændring i beregningens resultat, som fejlen medførte. Retten lagde endvidere vægt på, at revisoren ikke havde foretaget en nærmere kontrol af beregningen eller ladet en kollega foretage en sådan kontrol inden han indførte resultatet af avanceberegningen i kundens selvangivelse.
Retten fandt derimod ikke, at der kunne lægges vægt på det af revisorens anførte om, at beregningen var af en sådan særlig kompliceret karakter, at dette medførte, at der alene var udvist simpel uagtsomhed.
Se også TfS 1993.329 Ø, hvor en registreret revisor havde opført en indkomst som salg af goodwill, uagtet der var tale om afståelse af lejemål, der var skattepligtigt som særlig indkomst. Der var herved unddraget skat med 87.500 kr. Dette udløste en bøde til revisoren på 10.000 kr.
I byrettens dom, som blev stadfæstet af landsretten fremgår, at revisoren forklarede, at han telefonisk af direktør G fik oplyst, at denne af sin advokat havde fået oplyst, at han ville få 200.000 kr. skattefrit ud af salget af anpartsselskabet. Denne telefoniske oplysning var det eneste grundlag, som revisoren havde for at opføre et beløb på 200.000 kr. i selskabets regnskab for 1985 under betegnelsen “Afståelse af forretning. (Afståelsen omfatter alene goodwill)”. På denne baggrund fandt retten, at revisoren havde handlet groft uagtsomt.
Der kan endelig henvises til TfS 1992.80.ØLD, hvor en statsautoriseret revisor blev dømt for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 2, idet han ved opgørelsen af et selskabs skattepligtige indkomst havde medtaget fradrag for udviklingsomkostninger på 280.000 kr., selv om beløbet reelt udgjorde et ikke fradragsberettiget tilskud til et delvis ejet datterselskab.
De oplysninger, som i selskabernes regnskaber og i nogle kreditnotaer var givet om den pågældende fradragspost, blev anset for urigtige, og afgivelsen af de urigtige oplysninger fandtes at kunne tilregnes revisoren som groft uagtsomt, hvorfor han blev dømt i overensstemmelse med tiltalen. Bøden blev fastsat til 15.000 kr.
Praksis viser således, at bøderne ved groft uagtsomme fejl i forbindelse med fejlagtig angivelse og udarbejdelse af regnskaber, ligger mellem 5 – 15.000 kr., og gøres gældende, hvor revisor ikke har levet op til de krav til faglig professionel standard for en professionel rådgiver.
Foreligger der direkte medvirken til forsætlige unddragelse f.eks. hvis revisor bevidst har udfærdiget og angivet forkerte værdier med forsæt til unddragelse, straffes for forsætlig medvirken til skattesvig.
Der kan henvises til TfS, 1998.317.ØLD, hvor revisoren havde været særdeles aktiv, idet revisoren lod en fiktiv faktura indgå i regnskabet, uagtet han selv havde formået de medtiltalte 3 og 4 til at udfærdige den, uden at der lå erhvervsmæssig virksomhed til grund for fakturaen.
Under hensyn til, at udbyttet ved skatteunddragelsen skulle tilfalde medtiltalte 1, og at revisoren indtil videre blev frakendt retten til at udøve eller deltage i udøvelse af virksomhed som revisor, fandt retten ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at idømme tiltalte en tillægsbøde.
Revisoren blev dog idømt 8 måneders fængsel.
Revisorloven
Revisorer skal være opmærksomme på Revisorlovens § 22, stk. 1 hvorefter revisorer er forpligtet til at foretage indberetning af økonomisk kriminalitet, herunder skattesvig, hvis revisoren under udførelse af sine opgaver efter § 1, stk. 2 og 3 (erklæringer med/uden sikkerhed) indser, at ledelsen begår, eller har begået økonomisk kriminalitet.
Dette gælder, hvis revisor har en begrundet formodning om, at forbrydelsen vedrører betydelige beløb eller i øvrigt er af grov karakter. Revisor skal i sådanne tilfælde straks underrette hvert enkelt medlem af ledelsen herom. Underretningen skal indføres i revisionsprotokollen, hvor revisor fører en sådan.
Revisor er forpligtet til straks at underrette National Enhed for Særlig Kriminalitet om de formodede økonomiske forbrydelser, hvis ledelsen ikke senest 14 dage over for revisor dokumenteret at have taget de nødvendige skridt til at standse igangværende kriminalitet og til at rette op på de skader, den begåede kriminalitet har forårsaget.
Bestemmelserne i § 22, stk. 1, finder ikke anvendelse på forhold, der er omfattet af reglerne i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven), hvor der skal ske underretning til Hvidvasksekretariatet. Underretninger til Hvidvasksekretariatet er som altoverskyggende hovedregel omfattet af tavshedspligt, henset til formålet med hvidvaskloven.
En indberetning til ledelsen har ofte ikke den store betydning i skattestraffesagerne, der ofte vedrører ejerleddet selskaber, og det følger derfor af stk. 2, at finder revisor, at underretning til ledelsesmedlemmerne vil være uegnet til at forhindre fortsat kriminalitet, skal revisor straks underrette National Enhed for Særlig Kriminalitet om de formodede økonomiske forbrydelser. Tilsvarende gælder, hvis flertallet af virksomhedens ledelsesmedlemmer er involveret i eller har kendskab til de økonomiske forbrydelser.
Fratræder revisor og sker dette, i forbindelse med at revisor har en begrundet formodning om, at ledelsen begår, eller har begået økonomisk kriminalitet skal revisor straks underrette National Enhed for Særlig Kriminalitet herom og om grundene til sin fratræden.
Bestemmelsen er strafbelagt i revisorlovens § 54, og kan straffes med bøde.
Der er i praksis eksempler på, at manglende indberetning efter § 22 tillægges betydning i forbindelse med tabsopgørelsen som følge af revisors ansvarspådragende adfærd.
Der kan her henvises til to afgørelser fra Østre Landsret af 15. april 2013.
I den første sag fik et selskab underkendt fradrag for købsmoms for 1.741.219 kr., idet der ikke var sket levering. Der forelå således et tilfælde, hvor der blev anvendt falske/fiktive fakturaer. Selskabet fik i øvrigt forøget sin salgsmoms med 522.891 kr. Selskabet blev reelt set ledet af en bagmand med en meget blakket fortid, der alene havde indsat en stråmand i ledelsen.
SKAT konstaterede i forbindelse med sagsbehandlingen, at der reelt set ikke var sket revision, hvilket medførte, at der blev rejst et erstatningskrav imod revisorerne fra selskabets konkursbo, idet selskabet ”naturligvis” var gået konkurs.
Revisorerne blev dømt for grov uagtsomhed som følge af den manglende reelle revision af varekøb og omsætning. Der var givet blank påtegning på årsrapporten den 31. august 2005. Det interessante i denne sammenhæng er spørgsmålet omkring årsagssammenhæng i forhold til det lidte tab, for hvad ville tabet havde været, hvis der havde været udført korrekt revision, og indberetning efter revisorlovens § 22 (dagældende, § 10, stk. 5).
Landsretten fandt, at der var årsagssammenhæng i relation til tabet fra 4. kvartal og indtil selskabet blev taget under konkursbehandling den 15. september 2006, med følgende begrundelse:
”Uanset den usikkerhed, der måtte være vedrørende spørgsmålet om, hvornår en myndigheds indgriben kunne have fundet sted, finder landsretten det ud fra en konkret vurdering ubetænkeligt at lægge til grund, at virksomheden kunne have været standset, hvis [revisor A] og [revisor B] havde opfyldt deres pligter som revisorer, f.eks. ved ultimo august 2005 at have rettet henvendelse til SØK, jf. dagældende revisorlov § 10, stk. 5, eller at have fratrådt som revisorer.
Herefter finder landsretten, at der for så vidt angår momsindberetninger fra 4. kvartal 2005, og indtil selskabet blev taget under konkursbehandling den 15. september 2006, er den fornødne årsagssammenhæng mellemrevisorernes ansvarspådragende adfærd og det påførte tab, hvorfor landsretten tager Ejendomsservice ApS under konkurs’ påstand til følge med 724.990 kr. vedrørende købsmoms og kr. 87.673 vedrørende salgsmoms, ialt 812.663 kr.”
I den anden sag fra 15. april 2013 blev revisorerne frifundet uanset, at de havde handlet ansvarspådragende. Landsretten anvendte udtrykket ”groft mangelfuldt”, idet landsretten lagde til grund, at tabet var realiseret, inden en relevant og grundig revision ville have kunnet afdække dette. Herefter var der ikke den nødvendige årsagssammenhæng mellem den i princippet ansvarspådragende mangelfulde revision og det påførte tab.
Dommene er således særdeles vigtigt, idet de viser, at medfører en manglende pligtskyldig indberetning et tab, der kunne have været undgået, risikeres ansvar, idet unddragelsen kunne have været stoppet tidligere.
Aktionærer og direktører
Aktionærer, der samtidig indgår i ledelsen af selskabet, er indenfor skattestrafferetten det praktiske ansvarssubjekt og der er utallige sager, hvor der er sket domfældelse.
Praksis viser entydig, at tiltale rejses imod aktionæren, såfremt aktionæren tillige er den daglige leder, hvorfor anklageskriftet vil være formuleret således, at tiltalen rejses som følge af, at aktionæren ”ved som hovedanpartshaver, daglig leder og direktør at have…”
Det har ingen betydning for denne tiltalepraksis, om selskabet er gået konkurs eller ej. Det har i henhold til praksis heller ingen betydning, om der er tale om forsætlige eller groft uagtsomme forhold.
Uanset det er aktionæren, der straffes skal man være opmærksom på, at en unddragelse i selskabet ikke i sig selv dokumenterer, at aktionæren har tilegnet sig de unddragne skatter m.v.
Det forekommer f.eks. relativt ofte, at der anvendes falske købsfakturaer i selskaber for at skabe det bogføringsmæssige grundlag for at overføre/udbetale penge, der herefter anvendes til betaling af sorte underleverandører eller sorte medarbejdere, eller at der ”blot” sker unddragelse for at redde selskabet. Uanset midlerne er tilvejebragt i forbindelse med skatte/momssvig, ændrer det ikke på, at de ikke er tilegnet af aktionæren, og der vil derfor ikke være grundlag for at beskatte og straffe aktionæren af maskeret udlodning (men for unddragelse af selskabsskatter, moms A-skat og AM-bidrag, hvis der er rejst sigtelse herfor.)
Dette ændrer dog ikke ved, at de ledelsesmedlemmer, der groft uagtsomt, eller forsætligt er ansvarlig for anvendelse af fakturaer med et urigtigt indhold, i praksis falske og fiktive fakturaer, fra 1. januar 2024 administrativt kan pålægges direkte hæftelse for den skat, moms og afgifter, der ikke måtte være angivet, eller angivet med et for lavt beløb, som følge heraf, jf. opkrævningslovens § 10 d. At hæftelsen er direkte betyder, at det ikke er et krav, at kravet er rejst imod selskabet, forinden det rejses imod ledelsen. Der hæftes endvidere solidarisk, personligt og ubegrænset.
Kan det derimod bevises, at unddragne skatter og moms er tilegnet af aktionæren, vil aktionæren tillige blive straffet for unddragelse af udbyttebeskatningen.
Der gælder naturligvis ikke et objektivt ansvar. Skal aktionæren gøres ansvarlig, skal den fornødne tilregnelse være til stede.
Det ses relativt ofte, at der er tvist om, hvorvidt den tiltalte reelt set er ejer, eller medejer af et selskab, og deltager i ledelsen af selskabet.
Det seneste eksempel er Vestre Landsrets dom af 5. maj 2023, offentliggjort i SKM 2023.461.VLD, hvor den tiltalte blev frifundet – efter at han var idømt 1 år og 7 måneders fængsel i byretten, et erstatningskrav på 4.357.811 kr. og en tillægsbøde på 4.350.000 kr.
Landsretten frifandt den tiltalte, idet tiltalte ikke var stifter af selskabet og ikke formelt var registreret som direktør. Landsretten fandt det desuden ikke bevist, at tiltalte reelt havde været medejer eller deltaget i ledelsen af selskaberne på en sådan måde, at han kunne gøres strafferetligt ansvarlig for den momsunddragelse, der var sket i selskaberne.
Juridiske personer
straffeansvar kan gøres gældende imod selskaber, særligt hvor der alene er tale om uagtsomme forhold begået af ansatte i selskabets interesse, eller der er tale om skjulte eller akkumulerede fejl, der ikke kan tilregnes enkelte medarbejdere.
Der vil således kunne rejses en sag imod selskabet, hvis en unddragelse relaterer sig til underordnede medarbejderes handlinger, der ikke kan karakteriseres som grov, og som endvidere ej heller kan relateres til ledelsessvigt i form af manglende tilsyn/kontrol. Dette gælder særligt, såfremt der er tale om kumulerede fejl.
Virksomheder med flere ejere
Virksomheder med flere ejere giver anledning til særlige problemstillinger, idet der ikke gælder et solidarisk eller objektivt ansvar. Udgangspunktet om den skærpede tilsynspligt gælder dog også i relation til medejere, og udgangspunktet er, at en sanktion vil blive pålagt deltagerne uden hensyntagen til den interne fordeling af opgaverne i virksomheden.
Dette følger af, at alle medejere har et ansvar og særligt interessentskaber har givet anledning til en relativt righoldig praksis der viser, at der gælder en streng ansvarsnorm. Den foreliggende praksis er streng og lægger sig tæt op ad et solidarisk ansvar, men dette ændrer ikke på, at tilregnelsen (grov uagtsomhed eller forsæt) skal vurderes for den enkelte interessent for sig. Det vil således kunne ske, at den ene interessent for en forsætlig overtrædelse, og eventuelt den eller de interessenter, der ikke har ført tilsyn, for grov uagtsomhed eller helt at frifinde denne / de deltagere.
Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor arbejdsgangene er betryggende tilrettelagt og struktureret, og hvor ansvarsområderne er klart definerede imellem interessenterne. Den ene interessent kan f.eks. have som ansvarsområde at stå for markedsføring og salg, en anden indkøb og en tredje for angivelse af skat og moms, samt dialogen og korrespondancen med rådgivere.
Der er dog ingen tvivl om, at der inden for området med virksomheder med flere ejere gælder en betydelig udvidelse af de normale grænser for uagtsomhedsvurderingen for den ikke aktivt handlende.
Stråmandsvirksomhed
Personligt ejede virksomheder
Stråmandsvirksomheder er helt overordnet set virksomheder, hvor stråmanden er registreret som indehaver af virksomheden, uagtet virksomheden drives og/eller ejes af andre.
Stråmandsvirksomheder vil ofte forekomme, hvor hovedmanden har betydelig gæld og/eller ”fast konto” hos Skattestyrelsen, og særligt i tilfælde af registreringsnægtelse, konkurskarantæne eller rettighedsfrakendelse m.v.
Hvis det gøres gældende, at der foreligger en stråmandsvirksomhed, og det ønskes at straffe de reelle bagmænd er det myndighederne, der har bevisbyrden for, at der foreligger et stråmandstilfælde.
Det vil dog ofte være den formelle ejer, der gør gældende, at der alene er lagt navn til, og at der ingen viden er om virksomheden, eller driften heri, herunder angivelse af skat, moms og afgifter. Ofte gøres det også gældende, at der foreligger uberettiget anvendelse af ID-oplysninger, Nemid, Mitid m.v. og at der ingen kundskab er til noget som helst. Det ses også relativt ofte, at det gøres gældende, at stråmanden har været truet til at lægge navn til virksomheden.
Spørgsmålet er i sådanne tilfælde, hvem skal straffes for unddragelserne i sådanne virksomheder. Dette spørgsmål er ikke helt enkelt at afdække, og det er særlig væsentligt, at stråmandsvirksomhed forekommer i mange afskygninger. Det er således i realiteten rigtigst ikke at anskue stråmandsvirksomhed som andet end en samlebetegnelse for de tilfælde, hvor andre personer end den reelle bagmand er involveret.
Dette skyldes, at stråmandsvirksomhed som nævnt spænder lige fra de tilfælde, hvor stråmanden alene lægger navn til virksomheden, og således ikke har andet med virksomheden at gøre, f.eks. fordi stråmanden har udlånt sit NemID, til de tilfælde, hvor stråmanden er aktiv deltager i virksomheden, uden dog at have den reelle beslutningskompetence, eller dispositionsret.
Dette opleves oftest i tilfælde, hvor hovedmanden og stråmanden er nærtstående, ofte ægtefæller eller forældre/børn, og meget ofte i de tilfælde, hvor den reelle bagmand har fået konkurskarantæne, eller har betydelig offentlig gæld og/eller tidligere domme for skatteunddragelse.
Det forekommer dog også i visse miljøer, at stråmanden alene i kraft af sin position, eller mangel på samme, lægger navn til andres virksomhed, ligesom ”professionelle” stråmand også forekommer. Stråmænd kan af mange årsager købes eller trues til formålet.
Der ses også stigende problemer med identitetstyveri, altså hvor kriminelle stjæler og udnytter andres identitet til deres kriminalitet. Det er oplagt, at de rådgivere, der ikke i forbindelse med rådgivning af sådanne virksomheder har styr på sine hvidvaskregler, særligt ”kend din kunde” risikerer sager, og det er klart et område, der bør være meget betydeligt fokus på.
Dette gælder også for de virksomheder, der i god tro har samarbejde med sådanne selskaber, da det risikeres, at Skattestyrelsen ikke anser samarbejdet for reelt, da stråmandsvirksomheder meget ofte anvendes til organiseret økonomisk kriminalitet, og dette gælder uanset man selv er i god tro. Risikoen opstår, hvis der ikke foreligger kontrakter på sædvanlige vilkår eller der bogføres fakturaer med en meget overfladisk beskrivelse af det leverede, særligt hvis der er tale om leje af mandskab / levering af timer.
Der er i praksis ingen tvivl om, at der kan ske ansvarsgennembrud i den forstand, at ansvaret kan gøres gældende direkte i relation til den reelle bagmand.
Såfremt stråmanden er nærtstående, og ikke har været aktiv i virksomhedens drift og ikke aktivt har været involveret i unddragelserne, vil den nærtstående stråmand kunne gå fri. Har den formelle indehaver (stråmanden) omvendt spillet en mere aktiv rolle i virksomheden, og således været involveret i den løbende drift, skal der ikke meget medvirken til, før den formelt ansvarlige bliver stillet til ansvar for handlingerne.
Dette gælder særligt, hvis der er deltaget aktivt i driften, og særligt hvis arbejdet har relateret sig til bogføring, bogholderiet i øvrigt, udfærdigelse af fakturaer og opgørelser af momstilsvar (men ikke angivelse).
Østre Landsret har i en dom af den 5. september 2023, offentliggjort som SKM 2023.431.ØLD, taget stilling til en sag, hvor den tiltalte havde udlånt sit NemID, pas m.v. til en tredjemand, som stod for at oprette et firma, som den tiltalte stod som ejer af. Der blev efterfølgende uberettiget samlet angivet et samlet negativt momstilsvar på 9.779.203 kr. Byretten fandt den tiltalte skyldig, idet retten fandt, at han ikke havde været helt uvidende om, hvad tredjemanden foretog sig, og at han positivt havde indvilget heri (dolus eventualis).
Landsretten frifandt derimod den tiltalte, idet Landsretten fandt, at der ikke var ført bevis for, at tiltalte selv havde foretaget handlinger, der havde rettet sig mod gennemførelsen af momsunddragelsen, herunder indlevering af momsangivelser, frembringelse af og indlevering af dokumentation eller efterfølgende korrespondance med SKAT (nuværende Skattestyrelsen). Landsretten fandt det heller ikke bevist, at tiltalte havde talt i telefon med Skats medarbejder. Landsretten sammenholdt disse forhold med den tiltaltes livssituation, som ikke var god, relationen til hovedmanden og baggrunden for udleveringen af ID-oplysningerne og oprettelse af firmaet.
Landsretten udtalte endelig, at det ikke med fornøden sikkerhed var godtgjort, at tiltalte ved at udlevere sit pas og NemID til hovedmanden med henblik på oprettelse af en enkeltmandsvirksomhed med tiltalte som indehaver groft uagtsomt havde medvirket til et forhold omfattet af momslovens § 81, stk. 1, nr. 1. Landsretten lagde vægt på tiltaltes forklaring om formålet med firmaet, som ifølge tiltaltes forklaring blev stiftet så han kunne fratrække momsen på køb af musikinstrumenter.
Sagen er konkret begrundet, og der forelå særlige omstændigheder i sagen, herunder, at tiltalte havde alkoholproblemer, og at tiltalte angiveligt var bange for hovedmanden, der f.eks. havde opbevaret våben i tiltaltes lejlighed.
Sagen viser dog, at der kan opnås frifindelse i denne type sager, men man skal nok være varsom ved at overfortolke dommens præjudikatsværdi, henset til de faktiske omstændigheder i sagen.
Selskaber
Stråmandsvirksomhed i selskabsform vil sædvanligvis ske ved, at stråmanden står som stifter og/eller ejer og direktør. Baggrunden herfor skal primært findes i opkrævningslovens bestemmelser, hvorefter den der har forvoldt det offentlige tab inden for en 5-årig periode, risikerer at blive mødt med krav om sikkerhed, hvis denne på ny anmelder et selskab til registrering.
Stråmandskonstruktionen anvendes ligeledes ofte til at omgå konkurskarantæne, hvilket selvfølgelig er ulovligt. Her er det igen vigtigt at pointere, at rådgiver skal sikre sig, at der er realitet i ejerforholdene, således at der ikke medvirkes til omgåelse af konkurskarantæne m.v.
Endelig anvendes stråmandskonstruktioner i de største og groveste sager, hvor der foretages systematisk og organiseret økonomisk kriminalitet f.eks. i forbindelse med fakturafabrikker, momskarruselsvig m.v.
I stråmandssituationer er der principielt 3 subjekter, det vil kunne være relevant at rejse ansvaret imod. Stråmanden, hovedmanden og selskabet. Hvilket subjekt, der er relevant at tiltale, afhænger naturligvis af de konkrete tilfælde, idet stråmandsbegrebet, som tidligere anført, dækker et meget bredt område.
For så vidt angår de helt klassiske tilfælde, hvor stråmanden alene står som stifter, men ikke i øvrigt har noget med virksomhedens drift at gøre, taler meget for at rette ansvaret imod den reelle ejer af selskabet.
Anderledes forholder det sig, hvis stråmanden udover at være registreret stifter og ejer er direktør i selskabet. Dette gælder særligt, hvis stråmanden deltager aktivt i driften, og er bekendt med baggrunden for, at han er indsat som stråmand.
Netop i stråmandstilfældene, hvor stråmændene anvendes til selskabsstiftelse, er det igen særlig væsentligt for rådgiverne, at disse er deres ansvar i henhold til hvidvaskningslovens bestemmelser, bevist. Rådgiverne skal indhente og opbevare korrekte identitetspapirer på stifterne og sikre, at der er realitet i ejerskab, pengestrømmene m.v. i forbindelse med stiftelse af selskaber.
Mange stråmandstilfælde ville kunne undgås, såfremt rådgivere og sælgere af kapitalselskaber, er opmærksomme på, hvorvidt der er realitet i de selskabsstiftelser m.v., de rådgiver om.