SKM2024.309.HR – fastsættelse af tillægsbøder i sag med flere tiltalte

Sagen angik for Højesteret alene udmålingen af idømte tillægsbøder i forbindelse med forsætlig skatteunddragelse omfattet af straffelovens § 289.

Højesteret skulle helt specifikt tage stilling til, om de tiltalte hver især skulle idømmes en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb, eller om en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb skulle fordeles forholdsmæssigt mellem gerningsmændene, herunder sådan at de enkelte tillægsbøders størrelse så vidt muligt afspejlede hver af de domfældtes individuelle økonomiske vinding.

Problemstillingen er ikke rent akademisk. Er der unddraget fire millioner kr., og er der én gerningsmand, er tillægsbøden (efter de tidligere regler) 4 millioner kr., og fra den 1. januar 2024 det dobbelte. Er der 4 gerningsmænd, der hver især idømmes en fuld tillægsbøde bliver de samlede tillægsbøder altså på 16. millioner kr., og det dobbelte fra den 1. januar 2024.

Højesteret anførte, at det fremgår af straffelovens § 50, stk. 2, at bøde kan idømmes som tillægsstraf til anden strafart, når tiltalte ved lovovertrædelsen har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre.

Højesteret fandt videre, at det følger af forarbejderne, at tillægsbøder inden for skatte- og afgiftsområdet er et supplement til betalingen af de skyldige skatter og afgifter og derved er udtryk for en skærpet sanktionering med et pønalt formål.

Tillægsbøde inden for skatte- og afgiftsområdet pålægges derfor uden hensyn til, om der er opnået en berigelse, og uanset, om der allerede er sket efterbetaling af den unddragne skat. 

På denne baggrund fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at nedsætte tillægsbøderne med henvisning til, at flere personer havde deltaget i skatte- og afgiftsunddragelsen.