SKM2025.97.ØLR – Straf – skat – Tast Selv – forsæt

Der var i sagen rejst tiltale for forsætlig unddragelse af skat for indkomstårene 2015 – 2017, jf. skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. tidligere § 13, stk. 1, jf. straffelovens § 89.

Faktum i sagen var, at tiltalte havde afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for skatteansættelsen, idet tiltalte via Tast Selv den 10. september 2018 indberettede fradrag for indskud på iværksætterkonto, gevinst på obligationer, der var optaget til handel på reguleret marked, fradrag for renteudgifter af offentlig gæld, tab på danske aktier, der ikke var optaget til handel på reguleret marked, samt udbytte af danske aktier, der ikke var optaget til handel på reguleret marked, som tiltalte ikke var berettiget til. Der var i alt unddraget 106.584 kr. i skat.

Byretten frifandt tiltalte for forsætlig unddragelse, idet byretten fandt, at tiltalte alene havde handlet groft uagtsomt og idømte en bøde på 75.000 kr.

Anklagemyndigheden ankede til domsfældelse efter anklageskriftet, mens tiltalte alene i anken påstod stadfæstelse, og altså ikke gjorde gældende, at bøden burde nedsættes.

Landsretten fandt det bevist, at indberetningerne var foretaget af tiltalte, og at han havde handlet forsætligt. Det gjorde i relation til skyldsspørgsmålet ingen forskel, at udbetalingerne af restskattebeløbene for 2015, 2016 og 2017 ikke var sket.

Landsretten fandt dog ikke, at der var grundlag for at udmåle en sædvanlig bøde, idet der var tale om en ukompliceret straffesag, og at sagsbehandlingstiden forud for sagens fremsendelse til byretten havde – uden at dette beroede på tiltaltes forhold – så væsentligt overskredet det rimelige, at tiltalte burde kompenseres herfor i medfør af dagældende straffelovs § 82, nr. 13.  

Henset hertil og til den for landsretten af tiltalte nedlagt påstand tiltrådte landsretten, at bøden var fastsat som sket, ligesom statskassen skulle betale sagens omkostninger for landsretten.