SKM 2024.586 ØLR – Ny sag om nægtelse af beskikkelse af forsvarer.

Sagen drejede sig om en sigtelse for overtrædelse af skattekontrollovens § 83, stk. 1, vedrørende indkomstårene 2018-2020 for manglende oplysning om udlodninger fra et selskab til kapitalejeren på henholdsvis 171.188 kr., 208.183 kr. og 225.610 kr. Den samlede unddragelse udgjorde 245.796 kr.

Det fremgår af referatet, at sigtede begærede en forsvarer beskikket, og at Skattestyrelsen i forbindelse med fremsendelsen af begæringen til retten oplyste, at der var usikkerhed om tilregnelsen og om sigtedes dispositioner, samt at det drejede sig om hævninger på bankkonti i hans selskab over tre år.

Endvidere oplyste Skattestyrelsen, at sagen kunne afgøres med en bøde, som maksimalt udgjorde 430.000 kr. ved forsæt og 80.000 kr. ved grov uagtsomhed.

Der var således ikke tale om en sag af bagatelagtig karakter, ligesom sagen omhandlede tilregnelsesvurderingen.

Byretten gjorde kort proces med anmodningen, idet byretten anførte, at betingelserne for beskikkelse, jf. retsplejelovens § 732, stk. 1, ikke var opfyldt.

Østre Landsret stadfæstede kendelsen, idet landsretten efter det oplyste tiltrådte, at der efter sagens beskaffenhed og det i øvrigt oplyste ikke var grundlag for at beskikke en forsvarer, jf. herved tillige U 2023.4829 Ø, TfK 2023.506 Ø og U 2024.1205 Ø.