Domstolssager er groft sagt de største sager med forsætlige unddragelser over 250.000 kr. for så vidt angår skat og moms, og 100.000 kr. for så vidt angår afgifter, såfremt overtrædelsen er sket forud for 1. januar 2024, og ellers unddragelser over 500.000 kr.

Derudover behandler domstolene de administrative sager, hvor der ikke kunne opnås enighed mellem sigtede og Skattestyrelsens straffesagsenhed, samt de sager, der er afgjort med accept af et bødeforlæg, men hvor bødeforlægget ikke er underskrevet. Underskrives bødeforlægget ikke oversendes sagen til politiet (efter rykkere).

Hvordan er sagsforløbet i en domstolssag

Uanset hvordan sagen opstår vil der dog ske sigtelse, hvorved den sigtede opnår den beskyttelse, der ligger heri, herunder særligt retten til beskikkelse af en forsvarer til at varetage den sigtedes interesser, medmindre sagens beskaffenhed gør beskikkelse ufornødent. Der synes at være en stigende tendens til, at domstolene afviser forsvarsbeskikkelse i de mindre og mere simple sager.

Såfremt den sigtede ikke ønsker en bestemt forsvarer beskikket, vil retten vælge at beskikke en af retskredsens beneficerede forsvarere. Den sigtede kan dog altid begære ombeskikkelse til en valgt beskikket forsvarer. Rent processuelt gør det ingen forskel om forsvareren er en beneficeret forsvarer, eller en valgt beskikket forsvarer, idet de har samme rettigheder.

Omkostningerne til forsvareren fastsættes uanset hvad, af retten i henhold til forsvarerens salærredegørelse, og afregnes i første omgang af staten, og omkostningerne vil være de samme.

Sker der domsfældelse vil den domfældte som absolut hovedregel blive pålagt at betale omkostningerne til forsvareren, hvilket dog i langt de fleste tilfælde ikke har den store praktiske betydning, henset til de skattekrav og tillægsbøder sagen ofte medfører.

Sigtelsen vil angive de forhold, mistanken retter sig imod, og vil afbryde forældelsen i forhold til disse forhold, og alene disse forhold, hvilket i praksis er særdeles relevant. Dette betyder, at er der f.eks. sigtet for momssvig, og ikke skattesvig, vil forældelsen altså fortsat løbe i relation til skatteforholdet.

Rent lavpraktisk vil forløbet forud for, at sagen ender i retten være det, at sigtede afhøres af politiet, hvis det er relevant, hvor forsvareren er til stede. En række sager er så godt belyst, at der ikke reelt set er grundlag for afhøring eller yderligere efterforskning.

Ønskes der en afhøring, har den sigtede selvfølgelig ikke pligt til at afgive forklaring.   Afhøringen kan også, afhængig af omstændighederne, ske sammen med den repræsentant, der repræsenterede den sigtede i forbindelse med sagens behandling i det administrative system, selvom denne ikke er advokat, og således ikke kan beskikkes.

Skattestyrelsen vil også i nogle tilfælde, deltage i afhøringen, hvilket kan være en fordel, hvis der indgår komplicerede beregninger, talmæssige opgørelser m.v. i sagen. Afhøringen vil i øvrigt ofte kunne afdække behov for yderligere efterforskningsskridt, herunder afhøring af vidner, fremskaffelse af yderligere bilag m.v.

Afhøringen og eventuelle yderligere efterforskningsskridt kan munde ud i, at anklagemyndigheden vurderer, at der ikke er grundlag for en tiltale, således at sagen opgives. Dette kan Skattestyrelsen dog påklage til statsadvokaten, der kan pålægge politiet at genoptage sagen. Der er eksempler på, at sådanne sager efterfølgende er endt i lange fængselsstraffe.

Det er min erfaring, at skattestraffesager, i hvert fald de mindre sager, ikke topprioriteres af politiet, hvilket kan medføre, at sagsbehandlingstiden bliver lang, og ofte også længere end sagerne kan bære. Ligger sagerne stille i meget lang tid hos politiet vil der kunne opstå den situation, at sagen får et for langt sagsbehandlingsforløb, således at der er grundlag for strafnedsættelse, grundet krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6. Dertil kommer, at sagerne også kan have meget lange berammelsestider ved domstolene, hvilket i sig selv kan medføre, at sagsbehandlingstiderne bliver for lange.

Dette er særligt relevant for de sager, der allerede har været behandlet administrativt, uden at der har kunnet findes en løsning på sagen, idet der ofte reelt set ikke er voldsomt meget af efterforske.

Når sagen er færdigefterforsket, og hvis anklagemyndigheden finder grundlag for at rejse tiltale, fremsendes sagen til retten med anklageskriftet eller retsmødebegæring, hvis der foreligger en tilståelsessag.

Proceduren er herefter, at der afholdes retsmøde, hvor anklageskriftet oplæses, sagen forelægges, i hvert fald de lidt større sager, og relevante bilag dokumenteres (oplæses).

I forbindelse med retsmødet vil retten i første instans, byretterne, være besat med én dommer og to domsmænd, såfremt det ikke er en tilståelsessag, og én dommer, hvis det er en tilståelsessag. I ankesager i landsretten, vil retten være besat med tre landsretsdommere og tre domsmænd.

Herefter får tiltalte ordet, såfremt tiltalte ønsker at afgive forklaring, hvilket der naturligvis ikke er pligt til. Det er anklagemyndigheden, der afhører tiltalte først og forsvareren kan herefter kontraafhøre.

Det er på samme vis anklageren der først afhører vidnerne, dog således at forsvareren først afhører de vidner forsvareren har ønsket indkaldt.

I en række sager vil der først herefter ske dokumentation (oplæsning) af sagens relevante bilag.

Til sidst vil den tiltalte blive afhørt om sine personlige forhold. Dette sker ofte i forbindelse med dokumentation af en personundersøgelse, som er udarbejdet af kriminalforsorgen. Denne undersøgelse udarbejdes med henblik på at afklare om den tiltalte, er egnet til betinget fængsel, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, eller andre foranstaltninger. Nogle gange afklares dette led dog i processen direkte i forbindelse med den tiltaltes forklaring.

Når bevisførelsen er ovre, får først anklageren, og herefter forsvareren, ordet med henblik på de afsluttende bemærkninger /procedure, med mulighed for, at hver part kan kommentere modpartens indlæg én gang (replik/duplik).

Den tiltalte har det sidste ord, inden sagen optages til dom.

Skattestyrelsen vil ofte have nedlagt erstatningspåstand i en skattestraffesag. Disse krav kan behandles i forbindelse med straffesagen, såfremt behandlingen ikke kræver en bevisførelse, der ligger udover det der kan behandles i en straffesag. Falder behandlingen af erstatningskravet udenfor rammerne af straffesagen, vil kravet blive udskilt til en eventuel særskilt efterfølgende erstatningssag.

Hvordan afgøres en domstolssag

Domstolssagen afgøres med dom, der kan gå ud på frifindelse eller domsfældelse. I særegne tilfælde kan resultatet dog også være afvisning, ligesom anklagemyndigheden kan vælge at tilbagekalde sagen inden, den ender i retten, eller sågar påstand frifindelse under retsmødet.

Hvad straffes?

Uanset der er tale om en domstolssag er det den samme adfærd, der er strafbar som i de administrative sager. LÆS MERE HER: ADMINISTRATIVE SAGER.

Hvem straffes?

Uanset der er tale om en domstolssag er det de samme gerningsmænd, der som udgangspunkt kan straffes som i de administrative sager, idet det dog naturligvis ikke er muligt at idømme juridiske personer frihedsstraf.

Hvilken sanktioner idømmes

Hvilken sanktion, der idømmes ved domstolene, afhænger i meget stort omfang af, hvilken tilregnelse gerningsmanden har haft, altså om der er handlet med forsæt eller alene groft uagtsomt.

Er der rejst tiltale for groft uagtsomme forhold, er der ikke hjemmel til fængselsstraf, og der vil således ”alene” kunne idømmes bøder. Foreligger der forsætlige overtrædelser, vil straffen kunne være fængsel og tillægsbøde.

Bødesagerne vil oftest ende ved domstolene fordi et bødeforlæg ikke er blevet underskrevet, idet Straffesagsenheden herefter fremsender en tiltalebegæring til politiet. Sagen vil også blive oversendt, hvis den sigtede ikke kan anerkende at have handlet groft uagtsomt.

Fængselsstraf

Stort set alle straffebestemmelser inden for skattestrafferetten indeholder hjemmel til fængselsstraf ved forsætlige unddragelser, og hvis unddragelsen er under kr. 500.000, vil der som absolut hovedregel være hjemmel til 18 måneders fængsel.

Overstiger unddragelsen, opgjort for hver karakter af unddragelse, f.eks. 550.000 i skatteunddragelse og 550.000 i momsunddragelse, derimod kr. 500.000, er der hjemmel til 8 års fængsel efter straffelovens § 289.

Det afgørende i relation til, hvilken bestemmelse der kan anvendes, er unddragelserne opgjort hver for sig. Det betyder, at foreligger der f.eks. momssundragelse på 390.000 kr. og en skatteunddragelse på 387.000 kr., falder ingen af forholdene ind under straffelovens § 289, da ingen af unddragelserne overstiger 500.000 kr.  Dette gælder stadig, selvom grænsen for, hvilke sager Skattestyrelsens straffesagsenheder er tillagt kompetence til at behandle er øget til 500.000 kr. fra 1. januar 2024.

Var skatteunddragelsen derimod på 600.000 kr., ville straffelovens § 289 kunne anvendes på dette forhold, og momslovens § 81 på momsunddragelsen.

Helt overordnet set er det i langt de fleste tilfælde et citeringsmæssigt spørgsmål, da straffen ikke i sig selv bliver hårdere af, at forholdet henføres til § 289. En unddragelse på 550.000 kr. straffes således ikke betydelig hårdere end én på 480.000 kr., blot fordi forholdet er omfattet af straffelovens § 289.

Der er dog Straffeprocessuelle forskelle i relation til de efterforskningsskridt, der kan iværksættes. Dette gælder f.eks. i relation til brud på meddelelseshemmeligheden, hvor det ikke er ligegyldigt, om der efterforskes en forbrydelse med en strafferamme på 18 måneder, eller forbrydelse med en strafferamme på 8 år.

Den absolutte vigtigste forskel er dog i relation til forældelse, idet der gælder 10 års forældelse, hvis sagen er omfattet af straffelovens § 289, og ellers 5 år. Det er således i relation til forældelse af meget stor betydning om en unddragelse opgøres til kr. 450.000 eller kr. 550.000. Det skal forsvareren naturligvis være sig meget bevidst.

I relation til fængselsstraffens længde har unddragelsens størrelse også meget stor betydning, da den indgår med meget stor vægt, når straffens længde skal fastsættes, idet der dog naturligvis også sker inddragelse af, hvor grov sagen i øvrigt er.

De momenter, der inddrages i vurderingen af straffens længde, ud over unddragelsens størrelse, vil dog helt overordnet være momenter, der taler for henholdsvis en kortere eller længere fængselsstraf i forhold til det interval sagen ligger i, henset til unddragelsens størrelse.

De skærpende momenter er typisk de tilfælde, hvor unddragelserne har stået på igennem en lang/længere periode, er professionelt tilrettelagt herunder f.eks. med anvendelse af falske fakturaer, stråmænd, der er involverer flere parter f.eks. i forbindelse med kædesvig, skraldespandsselskaber m.v., efterforskningen er modarbejdet og søgt hindret og hvis sagen i øvrigt har karakter af, at hele virksomheden er tilrettelagt med henblik på unddragelse, således at den højeste grad af forsæt er til stede.

Det kan på den anden side tale for en lempelse, hvis der er aflagt fuld tilståelse, skaden er genoprettet eller forsøgt genoprettet (de unddragne beløb er betalt, helt eller delvist), den tiltalte har medvirket til efterforskningen og dermed opklaringen og hvis forsættet ligger på grænsen til den grove uagtsomhed.

De i praksis oftest forekommende tilfælde af lempelse sker i de tilfælde, hvor en sag har verseret i uforholdsmæssig lang tid, uden at det kan henføres til den tiltaltes forhold, altså smøl hos myndighederne. Dette gælder særligt, hvis sagen har været lagt ”død” af myndighederne, uden at der har været foretaget nogen reel efterforskning eller sagsbehandling i øvrigt.

Det forhold, at sagen har været lagt død, har i en række sager været tillagt betydning. Dette gælder særligt, hvis sagen har været lagt ”død” i en sammenlagt periode på 2 år, men både kortere og længere perioder kan indgå i vurderingen.  Det skal dog erindres om, at der med vedtagelse af straffelovens § 82 stk. 2 for overtrædelser begået efter 1. januar 2022 er sket en skærpelse, således at sagsbehandlingstiden som en formildende omstændighed kun kommer i betragtning, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist.

Uanset om sagen har taget mange år får den tiltalte ikke reduktion i straffen, hvis sagens kompleksitet og den tiltaltes forhold begrunder dette. Det er ofte set, at den tiltalte modarbejder, eller forhaler efterforskningen, stikker af til udlandet, udebliver fra retsmøder m.v., og i sådanne tilfælde kan det således henføres til den tiltaltes egne forhold, at tiden går.

Måtte der være grundlag for strafreduktion, kan denne forekomme i flere varianter, enten ved, at en idømt straf gøres betinget, delvist betinget eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, eller den idømte ubetingede fængselsstrafs længde reduceres.

Der vil i sagens natur være meget stor forskel på, hvorledes straffen udmåles, idet der er meget stor forskel på at få 3 måneders rabat i fængselsstraffen, og 15 måneders ubetinget fængsel, fremfor 18 måneder betinget fængsel, eller en kombinationsdom.

Dette skyldes, at den ubetingede del af fængselsstraffen ved en kombinationsdom ikke kan overstige 6 måneders fængsel, og alene 3 måneder, såfremt der samtidig idømmes samfundstjeneste.  Dette beror på en helt konkret vurdering i hver sag, hvilken straf, der udmåles.

Det ses dog ofte, at der i de mindre alvorlige sager, defineret som sager, der ikke udløser mere end 18 måneders fængsel, udmåles betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

Dette gælder dog kun, såfremt der ikke foreligger organiseret kriminalitet, bandekriminalitet, gentagelsestilfælde, eller andre skærpende omstændigheder.

Tillægsbøder

Tillægsbøder er bøder der idømmes ud over fængselsstraf, og tillægsbøderne idømmes for så vidt angår overtrædelser begået forud for 1. januar 2024 krone for krone den unddragelse, der domfældes for, og der idømmes i praksis ikke betingede tillægsbøder, uanset om der er betalingsevne eller ej.

Fra 1. januar 2024 med vedtagelse af L52 er der sket en betydelig skærpelse, således at der for overtrædelser begået efter 1. januar 2024 skal idømmes en tillægsbøde svarende til det dobbelte af den unddragelse, der domfældes for. Der indføres endvidere tillægsbøder på samme vis i smuglerisager, hvor der hidtil ikke er idømt tillægsbøder.

Der vil også fra 1. januar 2024 på samme vis idømmes tillægsbøder for overtrædelse af boafgiftslovens § 41 og dødsboskattelovens § 93, hvor der hidtil ikke ved domstolene har været fastsat en sanktionspraksis.

Straffelovens § 289 blev ikke ændret i forbindelse med vedtagelsen af L52. Det skal således blive interessant at se, hvorvidt domstolene vil idømme dobbelte tillægsbøder jf. legalitetsprincippet i straffelovens § 1. Det følger af straffelovens § 1, at straf kun kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant.

Det er det helt klare udgangspunkt, at tillægsbøderne idømmes i henhold til unddragelsen, selvom der dog også forekommer få tilfælde, hvor der i helt særegne situationer er sket nedsættelse af tillægsbøden. Dette er eksempelvis sket i enkelte tilfælde, hvor skatten er betalt i lønmodtagersager.

Der er dog i den seneste praksis sket halvering af tillægsbøderne som følge af en for lang sagsbehandlingstid, udover at der idømmes betinget fængsel. Se f.eks. SKM 2021.94 og SKM 2023.570.ØLR. Dette er dog klare undtagelser.

Er der flere tiltalte, hvor der alene foreligger medvirken for enkelte, uden at der er opnået nogen berigelse, idømmes som hovedregel ikke tillægsbøde.

Ud over tillægsbøder vil der ofte blive nedlagt krav om erstatning for det tab, som Skattestyrelsen har lidt, f.eks. i de tilfælde, hvor unddragelsen er sket igennem konkursramte selskaber, og skatten ikke er betalt. Erstatningskravene kan medtages i sagerne, såfremt den bevisførelse, der skal foretages, ikke går ud over, hvad der kan behandles i en straffesag.

Det er dog altid muligt at begære erstatningssagen udskilt til særskilt behandling, men er kravet rimeligt klart, tages det under pådømmelse.

Samfundstjeneste

Samfundstjeneste er relevant i forbindelse med betingede domme, som enten kan være fuldstændig betingede, eller kombinationsdomme, hvor alene en del af straffen gøres betinget.

I praksis udarbejdes i forbindelse med sagens behandling en personundersøgelse af kriminalforsorgen (§ 808 rapport), med henblik på at vurdere, om den tiltalte er egnet til samfundstjeneste.

Rapport, eller i hvert fald resuméet og konklusionen bliver dokumenteret (oplæst) i forbindelse med gennemgang af de personlige forhold på retsmødet.

Samfundstjeneste sker i praksis på offentlige institutioner, eller foreninger med almennyttigt formål. Dette kan være på biblioteker, i boligforeninger, i børnehaver, på museer, i foreninger, på plejehjem osv.

Samfundstjeneste ligger imellem 30 og 300 timer, og skal normalt afvikles indenfor 4 – 12 måneder, og maksimalt over 2 år. Såfremt den domfældte ikke udebliver fra samfundstjenesten, risikeres det, at den betingede fængsel udløses.

Hvad sker der, når sagen afsluttet?

I skattestraffesager hvor der idømmes frihedsstraf dvs. sager med forsætlige unddragelser, afhænger sanktionen af, om en fængselsstraf er gjort betinget eller ubetinget. Udgangspunktet er fra sommeren 2015 betinget fængsel, hvis sagen ikke relaterer sig til organiseret eller bandekriminalitet, og straffen ligger under 1 ½ år. Det er vigtigt, at man holder sig det for øje, hvis man læser ældre domme, idet udgangspunktet tidligere var ubetinget fængsel i stort set alle tilfælde.

Idømmes der ubetinget fængsel, vil der kunne ske løsladelse, når 2/3 af afsoningen er udstået. Der kan dog søges om halv tid, som ofte vil blive bevilget, hvis domfældte overholder vilkårene for afsoningen. Dette afviger ikke fra andre sager om økonomisk kriminalitet.

Fængselsstraf kan også bestå af en kombinationsdom, hvor en del er betinget, og en del ubetinget. I sådanne tilfælde kan den ubetingede del ikke overstige 6 måneders fængsel, medmindre der samtidig fastsættes samfundstjeneste. Idømmes der samtidig samfundstjeneste kan den ubetingede del ikke overstige 3 måneders fængsel.

Denne 6 måneders grænse er i praksis meget vigtig. Det skyldes, at grænsen for hvornår, der kan ske afsoning med fodlænke netop går ved 6 måneders ubetinget fængsel. Det er således uden betydning, at fængselsstraffen er længere end 6 måneder. Det afgørende er, om den ubetingede del overstiger 6 måneders fængsel.

Fodlænkeordningen forudsætter som udgangspunkt, at den domfældte er egnet til at afsone med fodlænke. Hvorvidt dette er tilfælde, afhænger af om, der er en bopæl til rådighed, og at domfældte ikke skønnes uegnet til ordningen. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis den domfældte har misbrug af alkohol og/eller stoffer.

Det er ikke retten, der tager stilling til, hvorvidt domfældte er egnet til afsoning med fodlænke, men derimod kriminalforsorgen. Dette sker efter endelig dom, hvor kriminalforsorgen indkalder domfældte til en samtale, hvis de formelle betingelser er opfyldte, altså at den ubetingede fængselsstraf ikke overstiger 6 måneder.

Der vil udover fængselsstraf i stort set alle sager blive idømt en tillægsbøde, svarende til de unddrage skatter/moms/afgifter. Er overtrædelsen begået efter 1. januar 2024, vil tillægsbøden blive udmålt til to gange unddragelsen. Der er dog enkelte afgørelser, hvor idømte tillægsbøder er reduceret grundet ganske særlige forhold, men disse sager er enkeltstående afvigelser fra hovedreglen.

Tillægsbøderne vil således ofte udgøre meget store beløb, og i forbindelse med idømmelse af tillægsbøder, vil der blive fastsat en forvandlingsstraf på op til 60 dages fængsel.

Det rejser det naturlige spørgsmål, om man kan ”sidde tillægsbøden af” henset til, at forvandlingsstraffen ikke kan overstige 60 dages fængsel.

Det helt korte svar herpå, er at det i praksis ikke er muligt at ”sidde bøden af” selvom der fastsættes en forvandlingsstraf, uanset tillægsbødens størrelse. Dette kan alene ske under ganske særlige omstændigheder, og det er under alle omstændigheder ikke noget, den domfældte kan vælge.

Det er derimod restanceinddrivelsesmyndigheden, der oversender en tillægsbøde, der ikke kan inddrives til politiet, så politiet kan træffe afgørelse om, hvorvidt afsoning af forvandlingsstraf i form af fængsel skal træde i stedet for betaling. Dette fremgår af  gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 39, stk. 1, og betingelserne for oversendelse er, at det ikke er muligt at inddrive bøden helt eller delvist, og at skyldneren har betalingsevne.

Skyldneren kan anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at oversende sagen til politiet, hvis betingelserne herfor er opfyldte, og et afslag herpå kan påklages efter gældsinddrivelseslovens § 17.

Realiteten er dog, at tillægsbøder og idømte sagsomkostninger vil forfølge den domfældte længe efter en eventuel fængselsstraf er udstået.

Realiteten er også, at tillægsbøden blokerer for akkordordninger, herunder eftergivelse af gæld til det offentlige, idet det fremgår af Skattestyrelsens vejledninger, at gæld, der relaterer sig til strafbare forhold, taler imod eftergivelse af gæld og akkordordninger.

Dermed bliver resultatet af sagen ofte, hvis der sker domsfældelse, at den domfældte aldrig kommer på fode igen grundet tillægsbøden, som nu altså fra 1. januar 2024 er fordoblet.

Skattestraffesagens sammenhæng med skatteansættelsen

Hvilken sag føres først, og hvorfor

Påklages Skattestyrelsens afgørelse i skattesagen, og sigtes skatteyderen for skatteunddragelse, aktualiseres spørgsmålet om, hvilken sag, der skal føres først, eller om sagerne kan føres sideløbende. Der vil sædvanligvis ske sigtelse med henblik på afbrydelse af forældelse, i hvert fald i de tilfælde, hvor forældelsen risikerer at indtræde, hvis der ikke sigtes.

Skattestyrelsen har den 6. november 2023 justeret praksis i et nyt styresignal, offentliggjort som SKM 2023.518.SKTST, hvorefter hovedreglen fremover vil være, at sagerne behandles sideløbende.

Dette gælder dog ikke hvis:

”[…]

• Fortolkningen af skatteretlige regler er af afgørende betydning for opgørelse af unddragelsen og ikke allerede er afklaret i retspraksis, eller
• politi og anklagemyndighed i øvrigt vurderer, at det er mest hensigtsmæssigt at afvente afgørelse i klagesagen, fx af hensyn til afklaring af eventuel anden fortolkningstvivl, inden straffesagen behandles.”

I disse tilfælde, skal straffesagen afvente klagesagen.

Det fremgår omvendt at styresignalet, at Skatteankestyrelsen kan beslutte at berostille klagesagen, indtil, der er truffet afgørelse i straffesagen, hvis

”bevisførelsen og bevisvurderingen i straffesagen er af afgørende betydning for udfaldet af klagesagen.”

Det fremgår af Styresignalet, at er der forhold i sagen, der taler for både, at berostille klage- og straffesagen behandles klagesagen først. Hvis straffesagen ikke kan afsluttes administrativt, beslutter politi og anklagemyndighed, om straffesagen skal fremmes uden at afvente afgørelse i klagesagen.

Har udfaldet af straffesagen betydning for skattesagen?

Det siges ofte, at udfaldet af en skattestraffesag ikke har betydning for skatteansættelsen, således at der efter en frifindende dom kan ske beskatning i en skattesag om de samme forhold.

Det virker paradoksalt, at en skatteyder beskattes af et beløb, som skatteyderen i en straffesag er blevet frifundet for at have unddraget, men dette sker ikke desto mindre relativt ofte, og har støtte i praksis. Begrundelsen herfor er, at en frifindende dom i en skattestraffesag, kan henføres til de særlige beviskrav, der er gældende i en straffesag.

Strafferetligt er det anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden for, at der er begået et strafbart forhold, og al berettiget tvivl skal komme den tiltalte til gode.

Det samme gør sig ikke gældende i en skattesag, hvor det ofte er skatteyderen, der bærer bevisbyrden.

Dette er dog en sandhed med modifikationer, idet der ikke gælder særlige beviskrav i straffesager til fortolkning og forståelse af gældende ret. Hjemlen til beskatning fortolkes således ens, uanset om der foreligger en skattesag, eller en skattestraffesag, idet det dog skal bemærkes, at Vestre Landsret i dom af 4. januar 2023, offentliggjort i SKM 2023.427.VLR, forhold 4, frifandt tiltalte, fordi det ikke kunne afvises, at en båd kunne sælges uden moms. Der var i sagen rejst tiltale for momsunddragelse i forbindelse med salg af båden.

Det må ligeledes ikke overses, at der ikke i forbindelse med skatteansættelsen kan bortses fra faktuelle forhold, der er fremkommet i forbindelse med straffesagen.

Faktum er faktum, uanset om det er kommet frem i en straffesag. Der foreligger således afgørelser, der er blevet erklæret ugyldige, fordi der er bortset fra faktuelle forhold, som var kommet frem i straffesagen.

Det er ligeledes ikke korrekt, at anklagemyndigheden alene bærer bevisbyrden i skattestraffesager. Har anklagemyndigheden f.eks. sikkert bevis for, at der har været sorte indtægter, og påstår tiltalte, at indtægten modsvares af fradragsberettigede udgifter, påhviler det tiltalte at godtgøre dette.

Det er i en række sager gjort gældende, at overtrædelse af straffeprocessuelle regler, herunder særligt selvinkrimineringsforbudet skal medføre skatteansættelsesagens ugyldighed, og Landsskatteretten har i flere sager måtte forholde sig til, om overtrædelse af selvinkrimineringsforbudet i retssikkerhedsloven og den europæiske menneskerettighedskonvention, har kunnet medføre ugyldighed og dermed bortfald af afgørelsen. Landsskatteretten har ikke fundet, at dette er tilfældet, men der verserer pt. en række sager ved domstolene om dette spørgsmål, så det er ikke endeligt afklaret.

Falder en skattestraffesag ud til domsfældelse, skal man ikke forvente et gunstigt resultat i selve skattesagen, idet realiteten er at sagen i givet fald vil være tabt.

Det kan således helt overordnet konkluderes, at en tabt straffesag, stort set altid vil medføre en tabt skattesag, og omvendt også at en vundet straffesag langt fra medføre en vundet skattesag, tværtimod.

En vunden straffesag, vil således i bedste fald være et blandt mange momenter i skattesagen, dog således at der ikke vil kunne bortses fra objektive faktuelle forhold fremkommet i straffesagen af betydning for beskatningen.

Opsummering

Ansvarssager / skattestraffesager adskiller sig fra ”almindelige” straffesager derved, at sagerne opstår på baggrund af påståede overtrædelser af ofte relativt kompliceret lovgivning og talmæssige opgørelser, udarbejdet af Skattestyrelsen.

Dermed er skattestraffesager på sin vis særegne, og så alligevel ikke, idet de har betydelig lighed med alle øvrige særlovsovertrædelser, f.eks. inden for miljø- og arbejdsmarkedslovgivningen.

Rent processuelt er flowet i skattestraffesagerne i betydeligt omfang påvirket af den hjemmel Skattestyrelsens straffesagsenheder har til at afgøre en lang række af sagerne administrativt, således at sagerne ikke, i hvert fald i første omgang, behandles af domstolene.

Uanset om sagen behandles administrativt eller ved domstolene, kræver rådgivning om skattestraffesager indsigt i den skatteretlige lovgivning, som sagen hviler på, samt regnskabsmæssig og talmæssig forståelse, idet det i modsat fald er umuligt at vurdere om der i det hele taget er grundlag for de påståede unddragelser. Først herefter er det relevant at se på, om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Med andre ord, seriøs rådgivning om skattestraffesager kræver indsigt i en lang række retsområder, og lige så meget skatteretlig som strafferetlig erfaring.