De administrative skattestraffesager behandles af Skattestyrelsens straffesagsenheder. Sagerne bliver således ikke afgjort af domstolene, hvis straffesagsenhedens afgørelse kan accepteres.
Straffesagsenhederne er en del af Skattestyrelsen, og de behandler de sager, som oversendes fra Skattestyrelsens kontrolenheder, der har truffet afgørelse i selve skatte-, moms eller afgiftsansættelsen. Straffesagsenhederne håndterer straffesager for hele skatteforvaltningen, herunder også Told- og Motorstyrelsen.
Skattestyrelsens straffesagsenheder afgør et betydeligt antal sager. De seneste offentliggjorte tal er fra 2022, hvor enhederne afgjorde mere end 7.900 sager, hvoraf ca. 3.000 sager blev afgjort med en administrativ fastsat bøde, og 2.300 blev oversendt til politiet.
Der er senest åbnet en afdeling i Viborg, der allerede beskæftiger over 20 medarbejdere, udover de eksisterende straffesagsenheder beliggende i Aarhus, Odense, Slagelse og København. Der er endelig i oktober 2023 oprettet endnu en straffesagsenhed i Odense, så der pt. er 10 enheder spredt på lokationerne.
Dette skal sammenholdes med, at der siden 2020 er åbnet 8 nye skattecentre og ansat omkring 1.000 nye kontrolmedarbejdere.
Det må således forventes, at antallet af ansvarsager vil være stigende i de kommende år, allerede som følge af det stigende antal kontroller, som Skattestyrelsen har kapacitet til at gennemføre, sammenholdt med den udvikling, der i de senere år har været i skattekontrollen.
Det har således været et fokus fra Skattestyrelsen igennem en årrække at gennemføre risikobaseret kontrol inden for brancher og områder, hvor der erfaringsmæssigt vil være grundlag for reguleringer, sammenholdt med databaseret analyse og machine learning.
Der kan f.eks. henvises til en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen vedrørende momskontrol fra 19. maj 2023, hvoraf fremgår, at Skattestyrelsen løbende udvælger små og mellemstore virksomheder, der matcher en række temaer med særlig høj risiko, til kontrol af selskabernes momsangivelser.
Det fremgår videre af pressemeddelelsen, at Skattestyrelsen
”målretter arbejdet der, hvor dataanalyser kombineret med medarbejderens faglige erfaring siger, at der er særlig høj risiko for problemer med momsangivelserne.
[…]
De styrende temaer med særlig risiko, som selskaberne udvælges til kontrol efter, kan være forskelligartede og baserer sig dels på statistiske dataanalyser, dels på skattefaglig viden og erfaring.”
[min understregning]
Det forhold, at Skattestyrelsens kontrol er datadreven og risikobaseret medfører naturligt, at Skattestyrelsens hitrate er relativ høj, og at andelen af de afgørelser, der træffes, som sendes til ansvarsvurdering vil være stigende.
Det fremgår da også af Skattestyrelsens hjemmeside, at op imod halvdelen af sagerne kan resultere i straf. Dette skyldes ifølge Skattestyrelsen, at de fejl, virksomhederne begår,
”typisk består i mangelfuldt regnskab, bogholderi eller forkerte momsangivelser. Fejlene kan både være ubevidste fejl, som fx skyldes, at virksomhederne har misforstået reglerne, eller det kan være bevidste fejl, hvor virksomhederne overlagt prøver at undgå at angive og betale moms.
Ofte er der tale om bevidste fejl, og i halvdelen af sagerne er fejlene så alvorlige, at der enten skal udstedes en bøde, eller at sagen skal sendes videre til politiet, hvor der i yderste konsekvens kan være grundlag for en fængselsstraf. I de øvrige sager er der alene udsendt opkrævning for den manglende betaling.”
Der kan desuden henvises til de seneste tal fra money-transferprojektet, fra 2020 til 31. maj 2023, hvor Skattestyrelsens træfprocent var på 78, med samlede reguleringer på 655 mio. kr.
I kædesvigssagerne afdækkede Skattestyrelsen fejl eller snyd i 90 pct. af sagerne og gennemførte efteropkrævninger på 6,3 mia. kr. i perioden 2015 til 2022.
Det stigende antal skattestraffesager er således en naturlig følge af en betydelig stigning i antallet af skattekontroller, men også en direkte følge af, at skattekontrollen i stadig stigende grad er baseret på risiko og datadrevne analyser af, at der kan være grundlag for regulering.
Hvilke sager er Skattestyrelsens straffesagsenheder tillagt kompetence til at behandle?
Hvilke sager Straffesagsenhederne er tillagt kompetence til at behandle afhænger af flere forhold. For det første sagens beløbsmæssige størrelse, for det andet, hvorvidt der er handlet forsætligt, eller groft uagtsomt og for det tredje, hvorvidt overtrædelsen er begået før, eller efter 1. januar 2024, hvor der er indført nye grænser for de sager, straffesagsenhederne er tillagt kompetence til at behandle.
Overtrædelser begået før 1. januar 2024
Vurderer Skattestyrelsens straffesagsenhed, at der er handlet forsætligt, er straffesagsenhederne alene tillagt kompetence til at behandle sagen, hvis den samlede unddragelse ikke overstiger 250.000 kr. for så vidt, angår skat og moms, 100.000 kr. for så vidt angår punktafgifter, 15.000 kr. for overtrædelse af toldloven ved erhvervsmæssig smugling og 30.000 hvis smuglingen ikke er af erhvervsmæssig karakter.
Hvis ansvarssubjektet er en juridisk person, f.eks. et ApS eller et A/S har straffesagsenheden kompetence til at behandle sagen, selvom beløbene overstiger ovenstående grænser, selvom der måtte være handlet forsætligt.
Er der ikke nedlagt påstand om en forsætlig overtrædelse, men kun om grov uagtsomhed, er straffesagsenhederne tillagt kompetence til at behandle sagerne, uanset beløbets størrelse.
Opgørelse af unddragelsen
Det skal bemærkes, at unddragelsens størrelse vurderes på baggrund af den skat, moms eller afgift, som Skattestyrelsens afgørelse udløser uden renter. Hvorvidt unddragelsen overstiger grænserne, opgøres således efter skattelovgivningens almindelige bestemmelser. Der er dog den forskel, at strafferettens bevisprincipper naturligvis skal iagttages, så enhver berettiget tvivl skal komme skatteyderen til gode.
Det er i den forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at dette princip, in dubio pro reo, gælder for enhver ”berettiget” tvivl, og ikke enhver tvivl.
Det er således særdeles vigtigt, at der er fokus på, hvorledes en unddragelse er opgjort, idet en forhøjelse et sted, omvendt kan medføre en nedsættelse af en anden indkomsttype, så den samlede unddragelse, når alt lægges sammen, er mindre.
Det er den samlede unddragelse, der ikke må overstige kr. 250.000, hvilket har betydning, hvis der er unddraget både skat, moms og afgifter. I praksis betyder det, at hvis der f.eks. forsætligt er unddraget kr. 155.000 i moms og kr. 180.000 i A- skatter og AM-bidrag, så vil sagen ligge over grænsen for de sager straffesagsenhederne kan behandle.
Hvis Straffesagsenheden derimod vurderer, at der alene er handlet groft uagtsomt, kan sagen derimod afgøres administrativt, da der ingen beløbsgrænse er for, hvilke sager, straffesagsenhederne er tillagt kompetence til at behandle ved groft uagtsomme forhold.
Det er herefter klart, at sondringen mellem grov uagtsomhed og forsæt i praksis bliver uhyre vigtig, og meget afgørende for udfaldet af en lang række sager. Dette gælder særligt, når sagerne når en størrelse, hvor de skal sendes til politiet med påstand om fængsel, hvis der nedlægges påstand om, at der er handlet forsætligt.
Forældelse
Sondringen mellem forsæt og grov uagtsomhed har desuden meget væsentlig betydning i relation til forældelse, idet Skattestyrelsens straffesagsenheder alene kan afbryde forældelsen for de sager, som de er tillagt kompetence til at afgøre.
Dette kan medføre, at en unddragelse, der af Skattestyrelsens straffesagsenhed vurderes som forsætlig, mens en grov uagtsom overtrædelse ikke vil være det.
Er en unddragelse f.eks. opgjort til 275.000 kr. er Straffesagsenheden ikke tillagt kompetence til at behandles sagen, hvis overtrædelsen vurderes som forsætlig og Skattestyrelsens sigtelse vil således ikke afbryde forældelsen, der er på 5 år.
Vurderes overtrædelsen som grov uagtsom, kan straffesagsenheden behandles sagen uanset beløbets størrelse, og straffesagsenhedens sigtelse vil således afbryde forældelsen.
Det betyder, at hvis overtrædelsen er mere end 5 år gammelt, når sagen skal afgøres, men sigtelsen er mindre end 5 år, er sagen forældet, hvis der er handlet forsætligt, men ikke, hvis der alene er handlet groft uagtsomt.
Det forhold, at en sigtelse afbryder forældelse, rejser det naturlige spørgsmålet, hvad der skal til, før der er sket sigtelse.
Den seneste afgørelse på området er Østre Landsrets dom af 27. september 2023, offentliggjort i SKM2023.553.ØLR, hvor problemstillingen var, hvorvidt det var tilstrækkeligt til at afbryde forældelsen, at et bødeforlæg med en sigtelse var modtaget i den sigtedes E-boks forinden forældelse indtrådte.
Den relevante bestemmelse er straffelovens § 94, stk. 5, hvoraf fremgår, at forældelsesfristen afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen.
Spørgsmålet i sagen var om, den sigtede kunne siges at være gjort bekendt med sigtelsen fordi den var modtaget i sigtedes E-boks, forinden forældelse indtrådte. Det fandt byretten ikke var tilfældet. Landsretten fandt derimod, at forældelsen var afbrudt ved, at sigtelsen var modtaget i sigtedes E-boks.
I forhold til forældelse og opgørelse af den samlede unddragelse, vil der i skattestraffesagerne meget ofre foreligge en såkaldt fortsat / løbende forbrydelse hvilke vil sige, at forældelsens først regnes for det tidspunkt, hvor forbrydelsen stopper.
Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der startes med konsekvent at angive for lav moms i første kvartal 2015 og der konsekvent fortsættes hermed indtil fjerde kvartal 2023. I et sådan tilfælde vil forældelsen skulle regnes fra angivelsen af fjerde kvartal 2023, idet det er på det tidspunkt forbrydelsen stoppes, da hele perioden anses for en samlet løbende forbrydelse.
Det samme kan gøre sig gældende på skatteområdet, se herom Østre Landsrets dom af 6. april 2021, offentliggjort i SKM 2023.104.ØLD, forhold 2 og 3.
Overtrædelser begået efter 1. januar 2024
Der er med vedtagelse af L52 den 14. december 2023 sket en markant udvidelse af de sager, som Skattestyrelsens straffesagsenheder er tillagt kompetence til at behandle.
Fremover vil straffesagsenhederne være tillagt kompetence til at behandle sager om forsætlige unddragelser på optil samlet 500.000 kr., uanset hvilken type unddragelse, der er tale om.
Grænsen på 500.000 kr. gælder for de samlede unddragelser, og grænsen vil således være overskredet, hvis der f.eks. er unddraget for 400.000 kr. i moms og 400.000 kr. i skat. Dette ændrer dog ikke på, at ingen af disse forhold vil være omfattet af straffelovens § 289, idet grænsen på 500.000 kr. i relation til straffelovens § 289 ikke ændres. Dette har væsentlig betydning i relation til forældelse, idet der er 10 års forældelse for overtrædelser omfattet af straffelovens § 289, og 5 års forældelse i øvrigt.
L52 trådte i kraft den 1. januar 2024, og den nye beløbsgrænse for fængselsstraf og den hidtidige praksis for normalbøder vil skulle anvendes ved overtrædelser, der er begået før den 1. januar 2024.
Det skyldes, at det er en lempelse af praksis, at der alene idømmes fængselsstraf for unddragelser over 500.000 kr. i stedet for 250.000 kr., mens det er en skærpelse af bødeberegningen, at progressionsknækket ophæves. Der henvises til straffelovens § 3.
Der kan henvises til følgende eksempel fra forarbejderne:
En forsætlig unddragelse af moms på 300.000 kr. begået før 1. januar 2024 vil ikke medføre fængselsstraf, men en bøde på (60.000 kr. x 1) + (240.000 kr. x 2) = 540.000 kr.
Hvordan er forløbet forud for en ansvarssag (skattestraffesag)
Det typiske forløb forud for en skattestraffesag er, at den kontrolmedarbejder, der har truffet afgørelse om en skatte-, moms eller afgiftsansættelse vurderer, at der er kan være begået en strafbar overtrædelse.
Kontrolmedarbejderen er ikke tillagt kompetence til at vurdere om der foreligger en strafbar overtrædelse, men der er pligt til at oversende sagen til ansvarsenheden, hvis sagsbehandleren har grundlag for at formode, at told-, skatte- eller afgiftslovgivningen er overtrådt.
Det vil meget ofte stå i afgørelsen, eller forslaget til afgørelse, hvorvidt sagen oversendes til ansvar, men dette er dog ikke sikkert, idet det direkte fremgår af den juridiske vejledning at der kan være tilfælde, hvor det ikke vil fremgå. Det ses også, at det anføres i forslaget til afgørelse (agterskrivelsen), at der ikke er pligt til at sende oplysninger til sagen, henset til, at der er konkret mistanke om strafbare forhold.
Uanset om det fremgår af afgørelsen, at sagen oversendes til ansvarsvurdering kan man dog godt regne med at dette vil ske, hvis der er foretaget en ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 (skat) eller skatteforvaltningslovens § 32 stk. 1, nr. 3 (moms og afgifter).
Det skyldes, at det er en betingelse for at anvende disse bestemmelser, at Skattestyrelsen vurderer, at den skattepligtige henholdsvis den afgiftspligtige eller godtgørelsesberettigede groft uagtsomt eller forsætligt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.
Baggrunden for at anvendelse af disse to bestemmelser indikerer risiko for en efterfølgende ansvarssag skyldes, at strafansvar netop kræver, at der er handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed.
Det er dog ikke alle sager, hvor der principielt er strafbare overtrædelser, der udløser strafansvar, idet der er fastsat ”bagatelgrænser” for, hvornår sagerne oversendes.
Grænsen er med vedtagelse af L52 med virkning fra 1. januar 2024 øget til 40.000 kr., så unddragelser under 40.000 kr. ikke udløser en takstbøde, uanset om der er handlet forsætligt. Er unddragelsen mellem 20.000 kr. og 40.000 kr. forudsættes det i forarbejderne til L52, at der skal udstedes en ordensbøde på 5.000 kr.
Grænserne var tidligere 10.000 kr. for forsætlige unddragelser, og 20.000 kr. for groft uagtsomme unddragelser. L52 er vedtaget med virkning fra 1. januar 2024, men da den nye praksis er en lempelse af hidtidig praksis, finder den også anvendelse på forhold begået forud for 1. januar 2024, der pådømmes efterfølgende, jf. straffelovens § 3.
Det ses meget ofte, at den afgørelse, Skattestyrelsens kontrolenheder træffer i selve ansættelsessagen påklages til Skatteankestyrelsen, samt at Skattestyrelsen oversender sagen til ansvarsvurdering. I disse situationer vil Skattestyrelsen orientere Skatteankestyrelsen om, at sagen er oversendt til ansvarsvurdering.
Dette har den betydning, at Skatteankestyrelsen er pålagt, eller rettere har pålagt sig selv, at mindst 80 % af denne type sager skal være færdigbehandlet inden for 18 måneder efter, at denne meddelelse er modtaget fra Skattestyrelsen. Hvis sagen er en såkaldt garantisag, som omfatter borgernære sager, vil sagen dog under alle omstændigheder blive fanget af Skatteankestyrelsens 12 måneders sagsbehandlingstid for denne type sager.
Hvordan behandler straffesagsenhederne de administrative skattestraffesager
Såfremt straffesagsenheden vurderer, at der er grundlag for en sag, vil der ske sigtelse, med de retssikkerhedsgarantier, der følger heraf i form af en sigtedes rettigheder. Dette er ikke anderledes end i alle andre tilfælde af sigtelser, og betyder blandt andet, at den sigtede ikke har pligt til at tale sandt over for myndighederne, og ej heller kan straffes for at lyve.
Sigtede har i en række tilfælde ret til at få beskikket en forsvarer. Denne ret gælder dog ikke undtagelsesvist, idet praksis har lagt sig fast på at afskære forsvarerbeskikkelse i ”simple” sager, idet beskikkelsen i bødesager er fakultativ jf. forsvarerbistandslovens § 2, stk. 1, jf. § 1, jf. retsplejelovens § 732.
Det fremgår af forsvarerbistandslovens § 1, at under skatteforvaltningens behandling af en sag om strafansvar for overtrædelse af skattelovgivningen kan der beskikkes en forsvarer, når sagens beskaffenhed, borgerens person eller omstændighederne i øvrigt gør det ønskeligt.
Det seneste eksempel herpå er SKM2024.74.ØLR. Sagen drejede sig om skatte- og momsunddragelse på 189.844 kr. i forbindelse med, at den tiltalte havde undladt at meddele, at hans skatteansættelse var for lav, og at han havde fortsat drift af virksomhed, efter at momsregistreringen var ophørt.
I sagen var rejst krav om en bøde på 310.000 kr., og i forbindelse med sagen, blev der anmodet om beskikkelse af forsvarer, hvilket blev afvist af byretten under henvisning til sagens beskaffenhed og det i øvrigt oplyste om tiltaltes forhold. Landsretten stadfæstede byrettens kendelse.
Der kan også henvises til en kendelse fra Østre Landsret af 21. august 2023, offentliggjort i SKM 2023.542.ØLR, hvor Landsretten afviste beskikkelse af en forsvarer i en sag, hvor Skattestyrelsens straffeenhed havde udsendt et bødeforlæg på 170.000 kr. Den sigtede havde i tre omgange uberettiget via TastSelv indtastet fradrag, som han ikke var berettiget til. Det fremgår af kendelsen, at den sigtede havde vedkendt sig ansvaret for de uberettigede indtastninger.
Der er i sådanne tilfælde ikke noget til hindring, at den sigtede selv antager en repræsentant til at bistå sig med sagen.
Hvis den sigtede får beskikket en forsvarer er det vigtigt, at forsvareren sikrer sig, at beskikkelsen dækker relevante udgifter til at forsvareren efterprøver om Skattestyrelsens afgørelse i kontrolsagen er korrekt. Dette er i særdeleshed relevant, hvis afgørelsen ikke har været påklaget. Hvis der ikke er beskikket en forsvarer, men i stedet valgt en anden repræsentant er det naturligvis lige så vigtigt og relevant, at det aftales præcis, hvilket arbejde, der kan forventes udført i sagen, idet det dog burde være en selvfølge for enhver repræsentant at efterprøve den ansættelse, som straffesagen hviler på. Dette gælder både i forhold til den talmæssige opgørelse, men naturligvis også det juridiske grundlag.
I relation til beskikkede forsvarer har Vestre Landsret i en afgørelse fastslået, at dette er en sædvanlig del af forsvarenes arbejde, som skal honoreres, se herom SKM 2021.134. Det er dog ikke usædvanligt, at domstolene beskærer forsvarerens salær, og det er ofte tidsforbruget, der giver anledning til tvivl, særligt, hvis forsvareren har anvendt tid på den bagvedliggende kontrolsag. Det seneste eksempel herpå er Østre Landsrets kendelse af den 31. august 2023, offentliggjort i SKM 2023.541.ØLR, hvor Landsretten nedsatte et salær fra 35.750 kr. med tillæg af moms til 18.000 kr. plus moms.
Landsretten fandt, at det tidsforbrug på 19 timer, som forsvareren havde anvendt på sagen efter en samlet vurdering af sagens karakter og omfang oversteg, hvad en beskikket forsvarer med rimelighed har kunnet forvente at få honoreret af det offentlige. Det fremgår af dommen, at skatteyderen havde vedtaget et bødeforlæg på 45.000 kr. for overtrædelse af skattekontrollovens §§ 82 og 83.
De afgørelser der ligger på området er alle konkret begrundet, og uden adgang til akterne i de konkrete sager er det vanskeligt at vurdere, hvor niveauet er, men et forsigtigt estimat er, at det tidsforbrug, som Skattestyrelsen i SKM 2023.541.ØLD anførte er det ”sædvanlige” forbrug i standardsager på 7-10 timer er det, der honoreres for på beskikkelse i ”standard” sager.
Hvad der er et rimeligt og sædvanligt tidsforbrug for en seriøs forsvarer afhænger i meget høj grad af om selve skatteansættelsen har været påklaget og/eller indbragt for domstolene. Det er klart, at ligger der en dom fra landsretterne, der slår fast, at Skattestyrelsens afgørelser er korrekte, både for så vidt angår det juridiske og talmæssige grundlag for sagen, giver det ikke voldsomt meget mening at anfægte dette.
I sådanne tilfælde vil omdrejningspunktet i ansvarssagen være spørgsmålet om, hvorvidt der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt.
Er situationen derimod den, at Skattestyrelsens afgørelse ikke er påklaget, eller at der endog ikke er fremsendt indsigelser imod forslaget til afgørelse, forholder det sig markant anderledes, idet Skattestyrelsens afgørelse herefter principielt kan være fuldstændig forkert, således at hele grundlaget for straffesagen ikke er til stede.
Vurdering heraf kræver i sagens natur, at repræsentanten besidder den skattemæssige kompetence til at gennemgå Skattestyrelsens afgørelse og anfægte denne, hvilket er helt afgørende, idet det ikke giver megen mening at diskutere om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt, hvis Skattestyrelsens afgørelse er forkert.
Hvis der ønskes en beskikket forsvarer og retten ikke afviser beskikkelsen, vil det klare udgangspunkt være, at der er ”frit valg”, medmindre den ønskede forsvarer har så travlt, at det vil forsinke af sagen.
Den sigtede kan naturligvis også vælge en anden repræsentant til at bistå med sagen, idet det ikke er et krav, at repræsentanten er advokat, så længe sagen ikke behandles ved domstolene, eller der ønskes beskikkelse.
Det er klart, at valget af repræsentant er vigtigt i enhver straffesag, eller sag i det hele taget, men det er særligt vigtigt i skattestraffesager, henset til sammenspillet mellem skatte- og strafferetten.
Selvinkrimineringsforbudet
Skattestyrelsen kan ikke anvende de almindelige kontrolbestemmelser overfor en mistænkt, når der er en så konkret mistanke, at den kan bære en sigtelse. Den mistænkte kan dog blive præsenteret for en såkaldt selvinkrimineringsblanket i henhold til retssikkerhedslovens § 10, hvori Skattestyrelsen oplyser, at der ikke er pligt til at afgive oplysninger, men at man kan vælge at gøre det.
Det skal fremgå præcist af blanketten, hvilke eksakte forhold mistanken retter sig imod, og naturligvis også på hvis vegne blanketten underskrives. Dette har relevans, hvis mistanken retter sig imod en juridisk person, og det anbefales på det kraftigste, at sådanne blanketter ikke underskrives forinden, det er drøftet med repræsentanten.
Datatilsynet har i 2018 i en meget principiel sag, J.nr. 2018-32-0065, truffet afgørelse om, at Skattestyrelsen skulle slette alle oplysninger, som Skattestyrelsen havde modtaget fra politiet. Dette skyldes, at politiet havde modtaget oplysningerne i strid med retsplejeloven.
Spørgsmålet er herefter om det samme gør sig gældende i de tilfælde, hvor Skattestyrelsen måtte have indhentet oplysninger i strid med retssikkerhedsloven. Der foreligger ingen praksis, hvor dette har været gjort gældende, så det er ikke muligt at sige eksakt, hvor grænserne går.
Ansvarsmødet
I forbindelse med selve sigtelsen vil Skattestyrelsen ofte fremsende en vurdering af sagen på det foreliggende grundlag, og i øvrigt indbyde til et ansvarsmøde, hvor sagen kan drøftes og oplyses yderligere.
Det må klart anbefales at bede om et møde, hvor sagen kan drøftes, medmindre sagen er af en sådan karakter, at den uanset hvad skal oversendes til politiet. Ansvarsmødet afholdes rent lavpraktisk, som alle andre møder, dog således at det indledningsvist er mere formelt henset til, at sigtelsen læses op, og der oplyses om de rettigheder sigtelsen medfører. Dette omfatter blandt andet retten til ikke at udtale sig, beskikkelse af en forsvarer, samt retten til på et hvilket som helst tidspunkt at afbryde mødet.
Rent bortset herfra er møderne typisk ganske uformelle, og temaet er, at medarbejderne fra Skattestyrelsens straffesagsenhed vil forsøge at skabe et overblik over de faktuelle omstændigheder i sagen, herunder hvorvidt der er grundlag for at slutte sagen administrativt.
Den sigtede vil typisk stille og roligt fortælle sin version af sagen, herunder naturligvis hvilke faktuelle forhold, der gør sig gældende, ligesom repræsentanten typisk byder ind med bemærkningerne til de talmæssige opgørelser og det juridiske grundlag i øvrigt for de påståede unddragelser, samt formelle forhold som f.eks. forældelse.
Der udarbejdes naturligvis et referat af mødet, som sendes til godkendelse. Dette er vigtigt, for kan sagen ikke afsluttes administrativt, indgår referatet i sagens videre forløb, og det er følgelig derfor vigtigt, at det sikres, at referatet er en korrekt og loyal gengivelse af det, der blev forklaret på mødet. Det er ikke smart, hvis forsvareren 1 ½ år senere i retten skal til at anfægte indholdet af et referat, der er sendt til godkendelse!
Såfremt sagen faktuel er simpel og der ikke er fremkommet relevant nyt på ansvarsmødet, ses det ikke sjældent, at Straffesagsenheden i forbindelse med mødet vil kunne fremkomme med deres vurdering af sagen, herunder en eventuel sanktion.
Uanset om vurderingen først fremkommer efterfølgende eller på selve mødet, har den sigtede altid mulighed for at afvise den afgørelse straffesagsenheden har truffet og bede om, at sagen oversendes til politiet, med henblik på, at sagen afgøres af domstolene.
Hvad skal der til, før der ifaldes et straffeansvar?
Der straffes helt overordnet set for groft uagtsomme eller forsætlige overtrædelser og for både aktive og passive overtrædelser. De aktive overtrædelser er kendetegnet ved, at der aktivt er foretaget en handling f.eks. selvangivet for lav en omsætning, angivet for lavt et momstilsvar, eller der på anden vis aktivt er bevirket, at ansættelsen har været for lav.
De passive overtrædelser er kendetegnet ved, at der er forholdt sig passivt, f.eks. til en skønsmæssig ansættelse fortaget af Skattestyrelsen, som man ved er for lav.
Ved de aktive forbrydelser er det væsentligt, at såvel skattekontrollovens straffebestemmelser, §§ 82-85, som momslovens § 81 har såkaldt fremrykket fuldbyrdelsesmoment/subjektivt overskud. Det afgørende er herefter, om der er forsæt til unddragelse på tidspunktet for angivelse af oplysninger og ikke om der rent faktisk sker en unddragelse.
I forbindelse med indførelse af Skattekontrollovens § 83, der regulerer passiv skatteunddragelse, og som erstatter § 15 og § 16, skete der en skærpelse af strafansvaret (forbrydelser begået fra 1. januar 2019), idet der efter den gamle skattekontrollovs § 15 alene kunne ske domsfældelse for forsætlige forhold. Efter § 83 kan der nu tillige ske domsfældelse for groft uagtsomme overtrædelser.
Der kan ikke idømmes straf for manglende indberetning, hvis det ikke kan afvises, at den sigtede på tidspunktet for indberetningspligten måtte formode, at den sigtede selv ville kunne risikere strafforfølgning for medvirken til andres bedragerier eller hæleri med hensyn til udbytte fra bedragerierne, jf. Vestre Landsrets dom af 5. april 2023, offentliggjort i SKM2024.22.VLR.
Landsretten anførte, at
”Uanset om der måtte foreligge et skattepligtigt udbytte for hende, er det herefter betænkeligt at anse det for bevist, at hun var forpligtet til at indberette det til Skat. Der er dermed ikke ført det til domfældelse i en straffesag fornødne bevis for, at tiltalte er skyldig.”